---
title: "Louise Sloth Sørensen"
description: "Dagplejer i Glamsbjerg by"
date: "2025-07-11"
created: "2023-09-18"
---

[Hjem](https://bh-haarby-glamsbjerg.assens.dk/)

                    [Dagplejen](https://bh-haarby-glamsbjerg.assens.dk/dagplejen)

                    [Mød dagplejerne](https://bh-haarby-glamsbjerg.assens.dk/dagplejen/moed-dagplejerne)

                [Louise Sloth Sørensen](https://bh-haarby-glamsbjerg.assens.dk/dagplejen/moed-dagplejerne/louise-sloth-soerensen)

# Louise Sloth Sørensen

                ![](https://bh-haarby-glamsbjerg.assens.dk/i/MOLIRIMEDIA/26d08fbd-37db-4bca-83fe-08ddb87da2d4?width=800)

**Om mig**

Jeg hedder Louise, er årgang 1990 og mor til Alma og Simon.
Jeg er gift med René og sammen bor vi på et dejligt centralt og roligt vænge i
hjertet af Glamsbjerg. Jeg er uddannet pædagog i 2015 og har siden da, arbejdet
primært i vuggestue hvor jeg har opbygget en stor faglig og menneskelig
erfaring i arbejdet med børn i 0-3-årsalderen samt deres forældre.

Jeg kan tilbyde en tryg og stabil dagpleje med stort fokus
på natur og udeliv samt de magiske øjeblikke i børnehøjde. Jeg har et dejligt
udeområde med en nedgravet sandkasse, mudderkøkken, bål sted og fliseområde
hvor vi kan cykle om kap.

**Som dagplejer lægger jeg vægt på/mine værdier**

I min dagpleje lægger jeg vægt på, at børnene føler sig
trygge, glade og mødt med nærvær hver eneste dag. Her skal der være plads til
både leg, grin, kram, ro og oplevelser. Jeg tror på, at børn udvikler sig
bedst, når de føler sig set, mødt og forstået. Derfor arbejder jeg bevidst med
at skabe en hverdag i børnehøjde, hvor der er tid og rum til fordybelse,
bevægelse, små projekter og gode samtale, også selvom sproget stadig er på vej.

Samarbejdet med jer forældre betyder meget for mig. Vi er et
team omkring jeres barn, og jeg sætter stor pris på en ærlig, tillidsfuld og
åben dialog.

**En typisk dag i min dagpleje**

Hverdagen i min dagpleje er præget af tryghed, nærvær og
forudsigelighed og ikke mindst af tid i naturen, som jeg bruger aktivt hver
eneste dag. Jeg elsker uderummets mange udfoldelsesmuligheder, og ser det som
et fantastisk læringsrum for børnene. Vi samler pinde, hopper i vandpytter,
finder kryb og kravl og nyder at være under åben himmel. Jeg har en dejlig have
og gode omkringliggende rammer tæt ved krengerupskoven.

Jeg bruger god tid omkring måltidet og andre daglige
rutiner, da de ligeså indeholder store mængder udvikling og læring, som der
skal være god tid til, for at kunne mestre.

Jeg elsker at bage og introducere børnene for nyt og
spændende mad, samt inddrage dem i processerne omkring madlavning – lige fra at
lave indkøbslisterne klar, til at handle og tilberede maden.

Jeg er særligt optaget af:

*Natur og bevægelse*: børnene får masser af frisk luft
og mulighed for at styrke deres motorik, sanser og nysgerrighed i naturen.

*Tæt voksenkontakt i trygge rammer*: jeg er altid
nærværende og støttende – det skaber grobund for trivsel og udvikling.

*Læring, leg og fællesskab:* Jeg følger børnenes
initiativer, understøtter deres nysgerrighed og arbejder med at styrke deres
sociale kompetencer, selvhjulpenhed, motoriske og sproglige udvikling samt
meget mere.

Jeg tror på, at en genkendelig og rolig struktur giver
børnene den bedste base til at være nysgerrig og udforskende.

**Højtider**

 ****

Vi markerer de største højtider i løbet af året med små
aktiviteter og pynt. Det handler ikke om at gøre det stort og storslået – men
om at skabe ro, stemning og n fornemmelse af, at ”nu sker der noget særligt”.

Vi fejrer fx:

*Fastelavn:* vi klæder os ud, slår katten af tønden,
synger og leger. Der er fokus på sjov, fællesskab og at børnene får lov at vise
sig frem i deres kostumer – hvis de har lyst.

*Påske:* vi pynter op og er kreative, synger
forårssange og taler om, hvad der elsker i naturen omkring os. Måske gemmer vi
æg i haven….

*Efterår:* vi snakker om årstidernes farver og
forandringer i naturen, laver græskar og pynt, og børnene får mulighed for at
være kreative med efterårsmaterialer.

*Jul:* december er en særlig magisk måned med kalender,
julemusik, små kreative sysler, eventyr og lys. Vi bager måske julekager,
tænder kalenderlys og taler om nisser, magi og julehygge.

*Fødselsdage:* jeg fejrer naturligvis også barnets
fødselsdag hos mig. Jeg pynter op med flag og vi synger fødselsdagssang. I er
velkommen til selv at tage frugt og brød med, ellers står jeg naturligvis for
det.

**Traditioner i børnehøjde**

Alt hvad vi laver omkring højtider, tilpasses børnenes alder
og behov. Det er vigtigt for mig, at traditionerne er nærværende og
meningsfulde for børnene. Det er ikke bare noget ”vi skal nå”.

**Uddannelse/kurser**

Jeg er uddannet pædagog i 2015. Jeg har et diplommodul i
barnets første 1000 dage samt et kursus i børn og sorg. Jeg holder meget af
faglig udvikling, og elsker at suge ny viden til mig og blive klogere.

**Husdyr**

 ****

Bænkebidere, edderkopper, stankelben, snegle og regnorme.

**Legestue**

Hver onsdag tilbringer vi dagen i hytten som er vores
heldagslegestue. Hytten ligger lige mellem børnehaven Uglebo og
Glamsbjergskolen.

Her får børnene mulighed for at være en del af en større
gruppe, hvilket styrker deres sociale kompetencer. De lærer de andre
dagplejebørn at kende og ikke mindst de andre dagplejere.

Vi besøger også jævnligt børnehaven Uglebo, så børnene
bliver trygge ved overgangen til børnehave. Jeg vil bruge god tid på en tryg
overgang til vores kommunale børnehave.
